Gå til hovedindhold

Gruppeordningen på Lundtofte Skole

Et trygt læringsmiljø med plads til udvikling

Indhold

    Gruppeordningen på Lundtofte Skole er et specialiseret undervisningstilbud for elever i 5.-9. klasse, som har behov for en mere struktureret og overskuelig skolehverdag. Tilbuddet kombinerer specialpædagogisk støtte med en tæt tilknytning til skolens almene fællesskaber og giver eleverne mulighed for at udvikle sig fagligt, socialt og personligt i rammer, der tager højde for deres individuelle behov.

    Tilbuddet henvender sig til elever, som har behov for høj grad af struktur, forudsigelighed og tydelig voksenstøtte for at kunne trives og deltage i undervisningen. Mange elever har gennem længere tid oplevet udfordringer i deres skolegang og har behov for et mindre og mere overskueligt læringsmiljø, hvor der er tid, ro og tålmodighed til læring og udvikling.

    Vi arbejder med udgangspunkt i den enkelte elevs ressourcer og forudsætninger og møder eleverne med en anerkendende og relationel tilgang. Vi tager afsæt i, at børn og unge gør det godt, når de kan, og at de udvikler sig bedst i trygge fællesskaber med voksne, der forstår deres behov.

    Undervisningen varetages af et fast tværfagligt team og tilrettelægges både i mindre grupper, i klassefællesskabet og gennem individuelle forløb. Der arbejdes målrettet med både faglig læring, trivsel og sociale kompetencer, så eleverne oplever mestring og udvikler mod på deltagelse i skolelivet.

    For mange elever er en vigtig del af indsatsen at genopbygge troen på egne muligheder og styrke relationer til andre børn og unge. Derfor arbejdes der blandt andet med selvforståelse, sociale færdigheder og strategier til at håndtere udfordringer i hverdagen. Dette sker både gennem undervisning, fælles aktiviteter og individuelle samtaler.

    Vi lægger stor vægt på samarbejdet med familien og ser forældrene som en vigtig del af elevens udvikling og trivsel.

    Gruppeordningen er en integreret del af Lundtofte Skole, og eleverne er en del af skolens samlede fællesskab. Eleverne deltager i skolens traditioner, arrangementer og aktiviteter, når det giver mening for den enkelte, blandt andet motionsløb, Grøn Dag og fredagsmorgensang.

    Der arbejdes desuden løbende med at skabe deltagelsesmuligheder i almenundervisningen. I takt med at eleven udvikler sig fagligt og socialt, kan der tilrettelægges individuelle forløb i udvalgte fag eller aktiviteter på eget klassetrin.

    Gruppeordningen har til huse på Lundtofte Skole, hvor lokalerne ligger sammen med skolens øvrige udskoling. Skolen er omgivet af natur med nærhed til Dyrehaven, Mølleåen, Ørholm og Det Danske Schweiz, som løbende inddrages som en del af elevernes læringsmiljø.

    Lundtofte Skole er samtidig kendt for sit fokus på kreative og musiske læringsfællesskaber. Skolen rummer moderne læringsmiljøer, nye faglokaler, kulturcenter og integrerede klubfaciliteter, som giver gode muligheder for varieret undervisning og meningsfulde fællesskaber.

    Eleverne møder et fast team af lærere, pædagoger og pædagogmedhjælpere med erfaring fra både almen- og specialområdet.

    Medarbejderne har blandt andet kompetencer inden for specialpædagogik, Low Arousal, psykomotorik og andre specialpædagogiske tilgange. Fælles for medarbejdergruppen er et stærkt fokus på relationsarbejde, trivsel og udvikling af elevernes deltagelsesmuligheder både i skolen og i ungdomslivet.

    Målet er, at eleverne udvikler de faglige, sociale og personlige kompetencer, der gør dem bedst muligt rustet til det videre ungdomsliv. For nogle elever vil det indebære øget deltagelse i almenundervisning, mens det for andre handler om at blive klar til ungdomsuddannelse, beskæftigelse eller andre meningsfulde fællesskaber efter grundskolen.