Gå til hovedindhold

Læs velkomstfolder her

Kære Forældre

Vi glæder os til at byde jer og jeres børn velkommen i SFO’en på Lundtofte Skole.

Med denne folder, som en foreløbig orientering, byder vi dig og dit barn velkommen til SFO v. Lundtofte Skole.

Vi ser frem til et godt samarbejde. 

 

  • Kære forældre

    Kære Forældre

    Vi glæder os til at byde jer og jeres børn velkommen i SFO’en på Lundtofte Skole onsdag den 1. maj 2024 kl. 9-11. Vi mødes i Laden i indskolingshuset, hvor maj-teamet vil tage imod jer. Vi anbefaler, at I bliver i SFO’en i hele tidsrummet, så jeres børn får en god og tryg opstart. Vi anbefaler endvidere, at I tager jeres barn med jer hjem kl. 11, men hvis I har brug for det, er der selvfølgelig mulighed for pasning – I skal blot huske at aftale nærmere med personalet. 

    For nogle af jer vil det være det første møde med en ny institutionstype. Andre vil gennem ældre søskende allerede have et grundigt kendskab til skolefritidsordningen ved Lundtofte Skole.

    Vi glæder os til at arbejde med at gøre jeres børn skoleparate og til at hjælpe dem til at overgangen mellem dagtilbud og skole bliver så god som mulig. 

    Med denne folder, som en foreløbig orientering, byder vi dig og dit barn velkommen til SFO v. Lundtofte Skole.

    Vi ser frem til et godt samarbejde. 

    Mange hilsner 

    Lundtofte Skole

  • Maj-teamet

    Maj-teamet består af erfarne og engagerede pædagoger og pædagogmedhjælpere, som er med til at sikre, at børnene bliver fortrolige og trygge i de nye omgivelser. 

    Maj-teamet har et særligt fokus på at skabe gode overgange samt sørge for, at børnene føler tryghed, forudsigelighed og genkendelighed i deres nye tilværelse. På denne måde sendes skolens nye elever rigtig godt på vej mod skolestart den 15. august. 

  • Tidlig SFO-start

    Fra den 1. maj starter kommende børnehaveklassebørn i SFO og I perioden frem til skolesommerferien varetager faste medarbejdere et planlagt pædagogisk arbejde med børnene.

    I månederne med tidlig SFO-start arbejder vi med at skole-parat-gøres børnene ved deltagelse i pædagogisk tilrettelagte forløb i tidsrummet 8.45 – 13.35.

    Ved den tidlige SFO-start planlægges dagligdagen således, at børnene møder ind på SFO i tidsrummet 7.00 – 8.45. Klokken 8.45 samles børnene i basislokaler og informeres om dagens aktiviteter.

    I tiden frem til kl. 13.35 arbejdes med strukturerede aktiviteter iblandet leg – børnene spiser medbragt 10ér mad og frokost kl. 11.20 og eftermiddagsmad fra kl. 14.30. Børnene medbringer selv deres mad og drikkedunk. Vi har ikke køleskabe til børnenes mad, det er derfor en god ide at investere i en madkasse med køle-element.

    I tidsrummet efter kl. 13.35 introduceres til SFO hvor børnene indgår i alm. SFO-aktiviteter. I tidsrummet 13.35 – 14.10 har vi udetid før værkstedsaktiviteter.

    Vi har tilrettelagt en indkøring af alle de nye børn på SFO således, at børnene lærer hvad de må, kan og skal, når de går i SFO og snart skal starte i børnehaveklasse.
    I de første måneder er børnene tilknyttet få faste voksne, som tager sig af de nye børn og kontakten til forældre. Herved optimeres betingelserne for, at børn og forældre får en god og tryg start i SFO.

  • Åbningstider

    SFO’en er åben fra kl. 7:00-17:00 alle dage undtagen fredag hvor vi lukker kl. 16:00. SFO er fast lukket fredag efter Kr. Himmelfartsdag, på grundlovsdag samt dagene mellem jul og nytår.

    Der vil være maj-personale tilstede i tidsrummet 7-16 alle dage. 

  • Tryghedsgrupper og baser

    I maj og juni er børnene delt i mindre tryghedsgrupper med 6-7 børn i hver gruppe. Tryghedsgrupperne fordeles i to baser, og grupperne skifter mellem baserne, så alle børn lærer hinanden at kende. 

  • Hverdag i SFO

    For de skolebørn der har behov for pasning før skoletid, starter dagen stille og roligt sammen med to medarbejdere, der åbner SFO fra kl. 7 om morgenen. Børnene hygger og vågner ordentligt op, inden de 10 minutter før skolestart sendes i skole. Morgenåbning sker på skift mellem pædagogerne i tidsrummet 7.00 – 8.00.

    Efter skoletid og på skolefridage går det løs med aktiviteter inde som ude med mulighed for fysisk aktivitet, at spille spil, tegne, læse, lege med lego, andet konstruktionslegetøj, playmobil, biler, bordtennis, træværksted, syslerier, leg, gymnastiksal, udeaktivitet og meget mere.

    Udendørs har vi mange muligheder med alm. legeplads, boldbane og sansehave. Alt bliver flittigt brugt til fodbold, rundbold, rulleskøjteløb, mooncars, legecykler, klatrelege i hækkene, børnenes selvorganiserede lege osv.   

  • Nye rammer - kontrolleret pasning

    Lundtofte skole er et stort område. Vi har ikke hegn omkring skolen, som I kender det fra børnehaven, og det er derfor vigtigt for os, at I hjemme taler med jeres barn om, at de gule streger på skole og SFO er STOP-streger. Vi introducerer også børnene for stregerne, så alle børn ved, hvor de er, og hvad de betyder.

    I SFO’en har vi kontrolleret pasning, hvilket betyder, at dit barn skal tjekkes ind og ud. I skal endvidere give personalet besked på aula ved sygdom eller andet fravær.

    Om eftermiddagen tjekkes børnene ud hos ”Kukkeren”, og I kan blandt andet få hjælp af udevagten, hvis jeres barn gemmer sig godt.

    Udevagterne medvirker i at igangsætte aktiviteter, lukke legeredskaber ud/ind, holde børnene under opsyn og hjælpe børnene til et godt samvær med de andre børn i SFO. 

  • Garderober

    Vi har samlet de to baser i enden af vores Indskolingshus, og her har børnene også deres garderober.

    Det er vigtigt, at I sørger for, at der er skiftetøj og tøj efter vind og vejr i garderoben. Husk navn i tøjet.

  • Aula

    Det er vigtigt, at I holder jer ajour med aula hver uge, da det er her ugeplaner, vigtig info og andet kommunikeres. 

  • Regler

    Regler - skal der være, når mange mennesker skal fungere sammen.
    Vi fokuserer på et ordentligt sprogbrug, gensidig respekt, adfærd inden døre (ikke løbe og råbe), oprydning og omtanke overfor hus, materialer og andre mennesker.
    Børnene lærer fra starten, på hvilke områder de må opholde sig, såvel inde som ude.

    Børnene må gerne medbringe eget legetøj i SFO - men på eget ansvar. Ipads og andre spillemaskiner må ikke medbringes til børnenes leg. Eventuelt medbragte mobiltelefoner skal forblive i børnenes tasker og må ikke benyttes i SFO. Alle opringninger fra børn og hjem skal aftales med (kukkeren) /medarbejderne og samstemmes med forældreønsker.

  • Skoleparathed – et fortsat arbejde i maj og juni

    Sociale forudsætninger

    • Indgå i sociale relationer 
    • Udsætte egne behov 
    • Etablere og vedligeholde venskaber 
    • Acceptere forskelligheder 
    • Hjælpe andre og indgå i venskaber 
    • Tage nogen former for ansvar   
    • Løse konflikter selv, eller bede om hjælp til det   
    • Overholde regler i spil og leg, herunder at vinde og tabe

    Hvad kan du gøre

    • Venner med hjem
    • Tal positivt om forskelligheder 
    • Hjælp dit barn med at løse uenigheder og konflikter 
    • Spørg ind til, hvad der er sket. Lyt og hjælp med at finde en løsning, som børnene synes om 
    • Fasthold dit barn i spil og følg reglerne, barnet skal ikke altid vinde

    Personlige forudsætninger

    • Sætte ord på følelser, eller det, der er svært 
    • Bidrage med egen fantasi i legen
    • Udtrykke sig via sprog og gå i dialog   
    • Vælge til og fra 
    • Drage omsorg for andre og sig selv   
    • Indgå i skiftende grupper 
    • Være selvhjulpen med personlig hygiejne.   
    • ”Omverdensbevidsthed”

    Hvad kan du gøre

    • Spørg ind til, spørge hvordan dit barn har det
    • Lær dit barn at vente 
    • Tid uden skærme
    • Lær dit barn at være selvhjulpen. 
    • Lær dit barn at tænke på andre end sig selv
    • Giv dit barn små daglige pligter
    • Lær dit barn at det skal høre efter uden altid at modargumentere. 

    Motoriske forudsætninger

    • Mestre forskellige bevægelser 
    • Turde lege ”farlige lege” og klatre 
    • Klare af- og påklædning selv 
    • Finmotorik
    • Grovmotorik

    Hvad kan du gøre

    • Giv dit barn den fornødne tid til at klare af- og påklædning selv
    • Lad dit barn udfordre sig selv 
    • Præsenter dit barn for blyant, saks m.v. 
    • Skrive kort til fødselsdage m.v
    • Sørg for, at dit barn har passende tøj til at bevæge sig i udenfor, også i såkaldt dårligt vejr
  • Forældresamarbejde

    Den daglige dialog med forældregruppen prioriteres højt. Vi vil meget gerne drøfte dit barns trivsel og udvikling. 
    Hvis der er behov for en uddybende samtale, er du altid velkomne til at aftale en tid med dit barns primærpædagog/medarbejderne omkring maj-børnene. I opstartsperioden (maj/juni) vil vi vil oftest kunne føre disse samtaler morgener inden kl. 8.45. Vi afvikler desuden skole/hjem samtaler og forældremøder i samarbejde med undervisningsdelen i 0. – 3. klasse. I løbet af året afvikler vi 2- 3 kontaktforældremøder i SFO med forældrerepræsentanter fra 0. – 3. klasserne.

  • Skoleferieåbning

    På skolefridage og i skoleferier er der åbent fra 7.00 – 17.00 (fredage 7 – 16). Af hensyn til planlægning, udflugter og personalets ferieønsker, beder vi dig være omhyggelig med at melde til i god tid (vi udsender tilmeldingerne på AULA).
    På skolefridage er seneste mødetidspunkt for børnene kl. 10.00, da vi bl.a. benytter dagene til udflugter. Tirsdage og torsdage er faste udflugtsdage i ferier.

    Lundtoftes SFO har fællespasning for alle kommunens SFO’er, hvilket betyder, at vi i ugerne 28, 29 og 30 modtager børn fra alle andre skoler. Tilmeldingen til sommerferien sendes til jer separat, og husk på, at også dit barn har brug for at holde ferie. 

  • Feriekalender 2024/25

    Sommerferie:

    (Lørdag den 29. juni) - Tirsdag den 13. august

    Første skoledag: 

    Onsdag den 14. august (1.-9. klasse)

    Torsdag den 15. august Børnehaveklasse 

    Efterårsferie:

    Lørdag den 12. oktober - søndag den 20. oktober (uge 42)

    Juleferie:

    Lørdag den 21. december - onsdag den 1. januar

    Vinterferie:

    Lørdag den 8. februar - søndag den 16. februar (uge 7)

    Påskeferie:

    Lørdag den 12. april - mandag den 21. april

    Kristi Himmelfartsferie: 

    Torsdag den 29. maj - fredag den 30. maj

    2. pinsedag: 

    Mandag den 9. juni

    Grundlovsdag:

    Torsdag den 5. juni

    Sommerferie:

    Lørdag den 28. juni 2025 – den næste feriekalender er endnu ikke godkendt.